Vi inspirerer

World Mental Health Day

Nemme øvelser der sikrer din mentale trivsel
credit-image

Tekst: Sara Andersen - Sexolog & Parterapeut / Foto: Sarah Brik

 

 

Når efteråret rammer, følger en af vores tids vigtigste mærkedage med, nemlig World Mental Health Day. En dag der skal minde os om at tage stilling, og øge bevidstheden, om vores mentale helbred - og i år sættes der særligt fokus på vores mentale trivsel på arbejdspladsen.
Men hvordan påvirker det vores selvopfattelse og seksualitet, og hvordan implementerer jeg mere selvbevidsthed og trivsel i mit arbejdsliv? Her kommer der nogle gode overvejelser og råd til hvad du konkret kan gøre for ikke at glemme dig selv i hverdagens travlhed, og sikre din intimitet, nydelse og mentale helbred gennem efteråret.

Vi lever i et samfund som sætter pris på præstationer, performance, effektivitet og hurtighed, hvilket formerer sig ind i vores selvværd og sexliv. Gennem tiden har det samfund, vi lever i, altid afspejlet den måde vi har sex på, og hvordan vi ser os selv som seksuelt væsen. Selvom mere energiske kvaliteter værdsættes i en arbejdskontekst, er det en essentiel sandhed, vi alle bør sande, at det ikke er de kvaliteter der altid virker for os som mennesker i andre arenaer, såsom i hjemmet hvor vi skal lade op, eller i vores intimitet. Den hurtige og effektive mentalitet stemmer ikke overens med intimitet, tålmodighed og ro, som ofte er det vi har brug for, for at kunne mærke og opleve autentisk nydelse og endda orgasmer.

Alt for mange har svært ved at slippe arbejdsmentaliteten, og lade den ligge på arbejdspladsen når vi stempler ud af vagten, hvilket gør, at det nemt bliver dér hvor vi befinder os mentalt størstedelen af vores dyrebare tid. Vi glemmer det, som det mere langsommelige og nærværende kan bringe med sig af kvaliteter til vores tid, personlighed, selvforståelse, udvikling og liv generelt. Hvis vi endelig har noget alenetid, er vi blevet for systematiske og søger mod distraherende skærme og doom scrolling, for at skabe afstand til myldretanker og effektiviteten. Ikke at nogen er perfekt - og skærmtid kan være enormt brugbart til at samle kræfter og slukke tankerne, men det må ikke være det eneste eller primære sted, du udnytter din egen tid.

Nu hvor vi i forvejen er i en overgangsperiode årstidsmæssigt, fra sommer til vinter, hvor vi går fra det mere udadvendte aspekt, bliver vi nu inviteret til at opsøge det mere indadvendte og afbalancerede. Det at vende blikket indad og turde sætte spørgsmålstegn til om dine behov (nye som velkendte) bliver opfyldt, kan være svært. Men prøv at se overgangen i efteråret som et nyt slags “nytårsritual”, hvor du tager stilling til hvad dit indre hungrer efter, og hvor du bør rette et indre fokus. Måske er det at skabe mere tid til dig selv, og udforske hvordan du finder mere bæredygtige rutiner, hverdagsnydelse og nærvær?

Skriv dig selv i kalenderen

Vores kalender er ofte fyldt til randen med møder, arbejdstider, venindeaftaler, middage, kærestetid, familiekomsammen, børnenes fritidsaktiviteter, og listen fortsætter. Dog ofte uden vigtig afsat tid til samvær i sit eget selskab. De små momenter vi har til at udøve egentid, bliver enten ubevidst gjort i farten og ellers bliver det slet ikke bemærket af os selv. Men prøv at indsæt en times tid ind et par gange om ugen, hvor du fx markerer tiden med “Tid med mig selv”, og vigtigst af alt hold fast i den aftale.

Om tiden fx skal bruges på en gåtur med en god podcast, hvor du husker at kigge opad, dansetid og bevægelse for dig selv i stuen til musik, en times mindfulness med hækling, brodering eller noget andet kreativt, at man tager sig retten til et langt bad med fokus på at smøre kroppen ind med nærende olier og får mærket og berørt din krop men omsorg og opmærksomhed, at tage til en træningstime en lørdag formiddag - og uden dårlig samvittighed overfor andre over, at du prioriterer tiden til at være i dit eget selskab, hvor du bevidst gør noget selvkærligt kun for dig selv.

 

Skab en mere nærende morgenrutine

Vi kan gøre det meget simpelt - en lille minimal forbedring som ikke kræver meget, men som gør en stor forskel: Hvis du bare stiller vækkeuret 5 minutter tidligere end normalt, hvad kan du så gøre for dig selv i bare de 5 minutter?

  • Du kan printe 5 liggende udstrækningsøvelser ud på et lille papir, og hænge ved din seng, så du kan starte dagen med mere kropsbevidsthed og opmærksomhed.

  • Du kan bruge tiden på at gå ud og tage køligt vand i hovedet, en god fed ansigtscreme og tænde op i et stearinlys, så du vågner op med mere roligt lys i de mørke morgener. (Evt et massagelys, så du også lige husker at massere den ømme nakke fra morgenstunden.)

  • Du kan have en større intention om hvilket kop du vælger til din morgenkaffe, om der skal en lille krydderurt på din morgenmad, og om du faktisk godt kan nå at klappe en lækker rugbrødsmad med i tasken.

Mærk effekterne af hvordan disse små ritualer, i det små, skaber selvværd og en lyst til at prioritere flere selvbevidste handlinger i hverdagen.

 

Du lever dit liv - ikke omvendt

Som sagt lever vi et præstationsbaseret samfund, og man kan nemt føle at travlheden, forventningerne og gøremål driver afsted med os, uden at vi tager stilling til hvordan vi egentlig har det, eller hvordan vi kan udføre vores arbejdsopgaver og hverdagens gøremål, med mere omtanke for os selv og vores mentale trivsel. Ikke altid, men meget ofte, kan vi faktisk godt vende og dreje på tingene bare en lille smule, sådan så vi føler bare en anelse mere selvbestemmelse og bevidsthed i vores arbejds/hverdags gøremål. Det kan være, at du faktisk godt kan tage en bid mad og tår at drikke inden du udfører en fysisk krævende handling. Det kan være at du faktisk godt kan sørge for at have strukket nakken og lavet cirkler med hofterne imellem møder. Det kan være, at du faktisk godt kan træne det vigtige bækkenbund og forbinde dig med dig selv siddende på kontorstolen. Måske du godt kan sige nej tak til din kollega eller chef. Det kan være du skal sørge for at købe dig selv en snack når du er ude og handle, og minde dig om at du simpelthen er så sej, at du får prioriteret at enderne i din hverdag mødes.

Selvom vi får stillet krav, er din stemme vigtig, og du har et ansvar for at mærke efter hvad du har brug for, så din hverdag og arbejdsliv hænger sammen - og handle på det.

Mind dine kollegaer om at det er World Mental Health Day, og spørg ind til hvad I hver især kan gøre for at skabe mere mental trivsel på arbejdspladsen og uden for arbejdspladsen for jer selv. Husk menneskeligheden, langsommeligheden og roen i det ellers travle arbejdsliv. Alle fortjener et overskud til at udøve betænksomme og selvkærlige handlinger og tanker overfor sig selv.

Loading... >