Tekst: Sara Andersen - Sexolog & Parterapeut
Hvis du ønsker længerevarende, autentiske og stimulerende dating-relationer, får du her en guide, du kan tage med dig fremadrettet, når du bevæger dig rundt i den nogle gange (ofte) forvirrende dating-verden. Vores hussexolog og parterapeut, Sara Andersen, viser os hvordan.
Nu bliver det en anelse teoretisk, men hold fast, for det er nyttig viden, som er spændende at diskutere med sine venner og kæreste - Når man dater, er der tre aspekter der skal stimuleres:
Det intellektuelle
Repræsenterer det fascinerende, overfladiske, mentale og inspirerende. Det kan fx udspille sig i en beundring af deres beskæftigelse, viden eller humor, og er noget som vi opdager hos andre hurtigt i mødet.
Det fysiske
Repræsenterer også det fascinerende og overfladiske, samt det forførende, seksuelle, iscenesættende og fantasier. Det er også noget vi vil lægge mærke til hurtigt og som gør at vi ret hurtigt bedømmer om vi er tiltrukket af personen eller ej.
Det emotionelle
Repræsenterer det modsatte, nemlig det udviklende, dybdegående, healende, transformative, indsigtsfulde og ærlige. Det er altså et indre aspekt, som ikke lige bliver set og delt med det samme. Måske det vigtigste aspekt at arbejde med, for at opleve ægte glæde, nydelse og lyst til livet.
For at være i en autentisk dating-relation, skal du føle stimulering på alle tre aspekter, når du er sammen med den du dater. Mange af os vil indse, at vi har været i relationer/parforhold, hvor kun de to første (det intellektuelle og fysiske) er blevet opfyldt. Det vil altså også sige, at vi ikke er så vant og tryg i at lade den emotionelle side træde frem i dating-relationer - og at man kun er vant i at opnå validering og stimulering i vores overflade.
Hvis du ikke selv har adgang til den emotionelle side af dig selv, og den medfølgende ærlighed og indsigt, bliver det svært at opnå længerevarende relationer. Der vil altid komme en tid, hvor vi ikke længere kan ignorere vores emotionelle behov og den tiltrængte healing der ligger og ulmer, og man er nødt til at vide, hvordan man tilgår den side af sig selv, så vi kan opnå oprigtige meningsfulde relationer og oplevelser.
Det første skridt mod at møde dig selv, og andre, i det emotionelle aspekt er; grænsesætning og sårbarhed. Når du får klarlagt overfor dig selv, hvad dine sunde grænser og ønsker er for dit fremtidige kærlighedsliv, vil det give dig bedre selvforståelse, tålmodighed og en følelse af, at du har mere autonomi i dit datingliv.
En tendens er, at folk, der er mest vante i de overfladiske aspekter, har det med at sætte dem de dater på en urealistisk piedestal. En piedestal som er bundet op på de intellektuelle og fysiske kvaliteter, og som ikke har grobund fra noget med mere substans.
Man har måske også prøvet at regne ud hvordan den anden er, hvor fedt det er at sådan en lækker person vil på date med en, lavet scenarier om hvordan daten kommer til at gå, hvordan det potentielle parforhold kommer til at se ud, hvordan de/I er seksuelt og hvordan du kan tilpasse dig bedst muligt ind i det billede du har skabt af dem. Man starter faktisk allerede med at sætte hele forholdet og den anden på 100% inden første date. Det er bare sådan, at ofte har den man dater måske blot startet med at sætte dig og relationen på 0%. De har ikke tænkt særlig meget på dig, de kender dig ikke og vil bare tjekke ud, hvad stemningen er mellem jer, og hvordan jeres energi fungerer sammen. Derfor starter relationen fra start enormt ulige, og den der har sat den anden op på 100% lader ikke den anden vise sig selv naturligt - eller vise sig selv naturligt. Derfor skal vi derhen, hvor begge parter starter på 0%.
De første 1-3 date er blot et stemningstjek mellem jer begge. Det kan også hjælpe med at mindske det pres, der ofte følger med den første date, og skabe et mere afslappet og ægte møde. Få sat nogle klare og ærlige grænser overfor dig selv, og lad dig selv være sårbar i og med hvad du ønsker ud af dine relationer. Lad den anden vise sit sande jeg, og hav i mente om du i løbet af jeres dates bliver stimuleret på alle tre aspekter. Hvis du kan være ærlig, og ikke give slip på dine egne grænser og ønsker, er du rigtig godt på vej.
Emotionel intelligens er essentielt i en vedvarende og dyb relation, og noget vi alle skal arbejde med for at blive mere vante og trygge i. Det er fristende kun at ville søge validering og stimulering i de overfladiske aspekter, da de er nemmest tilgængelige, og fordi det kan føles ubehageligt og uvant, at udfolde sig på den emotionelle. Men her skal vi turde at tage de skridt ind i os selv, og indse, at den side af os selv måske har brug for noget mere opmærksomhed, især i vores dating-relationer. De mennesker der skal stå os nærmest, skal kunne stimulere vores emotionelle side, og vi skal kunne rumme og stimulere deres, ellers - hvor tætte og autentiske er vi egentlig?